fredag den 30. september 2011

Om duller...

Vi har været et smut i centeret, hvor den obligatoriske fredagsslik er blevet blandet og hvor andre småærinder er blevet klaret. Vi var blandt andet en tur i Matas, hvor Ældstetøsen prøvede make up: rouge, læbestift og øjenskygge (turkis). Jo jo.
Som en ældre mand bemærkede: "det finder de hurtigt ud af". Jo tak, jeg foretrækker at de venter lidt. Sådan en 15-20 år helst!

onsdag den 28. september 2011

Om et nyt Uendeligt Projekt...

Jeg har simpelthen savnet at arbejde på mit tæppe. Så jeg besluttede, at det måtte være på tide med Det Uendelige Projekt version 2.
Jeg faldt over en opskrift på nettet og fik indkøbt lækkert garn (lammeuld) og en ny hæklenål og er nu gået i gang med at hækle cirkler i forskellige farver. Jeg har indtil nu hæklet seks cirkler. Så nu mangler jeg bare 176!
I sandhed et uendeligt projekt. Men heldigvis uden deadline.

mandag den 26. september 2011

Om min nye yndlingsfarve...

Det er blå! For i dag er det endnu en dag med blå himmel. Og det gør altså bare noget ved humøret og energiniveauet.
Og det bedste af det hele er, at det gode vejr tilsyneladende fortsætter en stund endnu jf. vejrudsigten på DMI.
Yeah!

søndag den 25. september 2011

Om fotosafari...

Vi nyder eftermiddagen i Fru Moders solbeskinnede gårdhave. Hun har det, som altid, så fint med blomster og buske i fuld flor.
Jeg begav mig på en lille fotosafari og fik fotograferet kendte som mindre kendte arter: dahlia, tagetes, fuchsia, natskygge og trussetræ.
Fnis!

Om den korsoranske natur...

Supersælgeren er på actionpræget-det-ender-med-fadøl-mandetur i Odense i dag.
Derfor er tøserne og jeg kørt til Korsør for at besøge min Fru Moder. Hun bor nær skov og strand og i dag har vi nydt begge dele.
Vi kørte (vi skulle handle efterfølgende) til stranden ved Alhøjvænget og gik langs vandet ud til Skovstranden. Vi fandt en masse glasskår, hulsten, enkelte vættelys og en del vandmænd og krabbeskjolde undervejs. Ældstetøsen fandt sågar et børnearmbånd. Hun er en rigtig tingfinder.
Ved Skovstranden gik vi op i Troldeskoven, hvor tøserne klatrede i træer.
Den selvsamme rute har jeg gået utallige gange i løbet af min opvækst. Og der er lige smukt hver gang.

lørdag den 24. september 2011

Om familiepoker...

Det spiller vi i øjeblikket. Det går ikke alt for strålende for mig. Jeg havde ellers et par es på hånden, men jeg kunne ikke rigtig få hevet chips ud af familien.
Men der er endnu et par timer tilbage sååå...

Update: Trods ihærdige forsøg og en all in gik det desværre ikke så godt for mig i dagens pokerturnering. Jeg blev nr. 6. Ud af 7...

fredag den 23. september 2011

Om smølfer...

Jeg har blå strømpebukser på i dag. Det gav mig mulighed for at tage lidt fis på pigerne. Hvad der dog skulle vise sig at blive til stor morskab for andre på min bekostning.
Vi stod i en lang kø i supermarkedet efter bl.a. at have handlet fredagsslik og pigerne var lidt utålmodige. Så kom jeg på at fortælle dem, at jeg havde drukket smølfesaft og derfor havde fået smølfeben. Først gloede de på mig og mine ben. Derefter trak Yngstetøsen (of course) resolut min kjole et godt stykke længere op end jeg brød mig om, for at tjekke hvor lange smølfebenene strakte sig.
Da jeg havde erkendt, at det bare var blå strømpebukser, spurgte jeg, hvilken smølf de troede jeg ville have været, hvis det var. "Gammelsmølf" sagde Ældstetøsen lidt for hurtigt. "Eeejj" sagde jeg. "Ok, så Dovensmølf".
Og jeg der gik efter Smølffine...
Jeg tror måske, at jeg må trøste mig med fredagsslikket. Muhahahaaa!

Om opgave udført...

Så fik jeg slået græsset. Jeg hørte en gammel P1 podcast med og om Jesper Klein i mens. Så gik tiden hurtigt og plænen er nu fin og nyslået.
Om lidt er det weekend som byder på gode oplevelser og samvær med venner og familie. Herligt.

Om en boganmeldelse...

I tirsdags var der sæsonstart på min bogklub på det lokale biblioteket. Vi læser en bog om måneden og mødes derefter og diskuterer den. Månedens bog hed "Tøsetur" af Rikke Franch. Personligt synes jeg, at det er noget værre lo**. Ja, undskyld Rikke Franch, men to stave/slåfejl på den første halve side, samt det flere gange at skrive Susanne i stedet for Susan (navn på en af hovedpersonerne), det er bare ikke godt nok. Og handlingen? Don't get me started.
Damerne i bogklubben var mildest taget heller ikke begejstrede. Som en sagde, "dette er bunden af, hvad vi har læst indtil nu". Og bogklubben har eksisteret i årevis!
Næste måneds bog er Markus Zusaks: Bogtyven. På www.litteratursiden.dk står der bl.a. om bogen:
"Anden verdenskrig, set igennem dødens og en niårig piges øjne, er både en velkendt og en ny historie. Man ved godt, at der blev dræbt millioner, men når man er med på slagmarken og i gaskammeret sammen med ham der skal samle alle sjælene op, bliver fortællingen på sin vis ny og - om muligt - endnu mere grusom. Døden nyder ikke sit overarbejde i 1940'erne."
Det bliver da spas!!! Eller...
Seriøst, så er bogklubbens force helt klart diversiteten i bøgerne og ikke mindst genrene. Men også svagheden, for der kan nu ærligt talt, efter min smag, være langt i mellem de litterære snapse.
Men vores efterfølgende diskussioner er uvurderlige og ofte bliver en bog simpelthen snakket "op". Det er altid en fornøjelse at mødes i bogklubben.

Om hvad jeg burde gøre...

Jeg burde virkelig slå græsset. Det trænger. Det er bare ikke den allermest tillokkende opgave. Og dog. Solen skinner og fuglene kvidrer (egentlig mest skader der skræpper). Så om lidt går jeg i gang. Måske.

tirsdag den 20. september 2011

Om dyrplageri...

Jeg kunne ikke lade være! Yngstetøsen ville sætte sin halsedisse på en tøjhund, men jeg kunne ikke dy mig og gav Den Tykke Kat den på i stedet. Kun et øjeblik forståes.
Men hun så sød ud så længe det varede.

Om en spøjs tiltrækning...

Jeg faldt over disse spøjse gevækster i går. Jeg har altid syntes, at de er så fine. Faktisk havde jeg også nogle sidste år, der vidste jeg ikke hvad de hed. Det ved jeg nu: vindhekse!
Gad vide om det burde fortælle mig et eller andet?

Om (en smule) sygt barn...

Yngstetøsen er hjemme i dag. Hun kom ind til os i nat med en grim hoste og bad om honning. Så nu prøver vi at gribe det i opløbet med en sygedag. Hun hygger sig gevaldigt med dukkerne.
Kl. 13 henter vi Ældstetøsen fra skole. Det bliver rart at få en legekammerat hjem, for mor er kedelig. Hun vasker bare tøj og rydder op.
Ja, jeg har aldrig været god til at lege. Jeg er bedre til at spille spil, lave bål i have o.l. Og vi har allerede spillet! Bål må blive en anden dag.

mandag den 19. september 2011

Om hjemmelavet take out...

I dag er det mandag, hvilket er lig med Store Handledag hos os. Efter aftensmaden handler Supersælgeren ind til hele ugen. Det fungerer supergodt. Det gør også mandagens aftensmad ret spændende. Menupunktet er fast: rester! Er lig med hvad vi har tilbage. Nogengange er det oksemørbrad, andre gange pastasalat.
I dag havde vi salat, dressing og frossen kebabkød. Så manglede der bare durumbrødene. På google fandt jeg en opskrift og så gik jeg i gang. Resultatet blev supergodt. Supersælgeren spiste tre durumruller og Yngstetøsen sagde at jeg var en god mor, der lavede de godeste durumruller.
Succes? Det tror jeg nok lige!

Om belønningen...

Som sagt er mødet veloverstået. Det var faktisk ret hyggeligt såvel som konstruktivt.
Belønningen er denne fuldfede kanelsnegl fra Emmerys på Vesterbrogade. Uhm!

Om VM i cykling vs. Hovedstad...

Mødet er veloverstået og vi fik en god snak, hvor jeg fik svar på spørgsmål samt gode råd.
Efterfølgende slog jeg et smut forbi Rådhuspladsen. Der er jo som bekendt VM i landevejscykling i byen. Jeg har været lidt vægelsindet i forhold til, om jeg synes det er en god idé at spærre H. C. Andersens Blvd. mm. af, til fordel for et cykelløb. Men det var nu ret festligt derinde. Og jeg tror i det hele taget, at vi i fremtiden kommer til at revurdere vores brug af biler i Hovedstaden.
Ja, jeg er pro betalingsring!

Om morgensol...

Solen strømmer ind af mine vinduer her til morgen. Sikke en kontrast til i går, hvor det bare var gråt med gråt på.
Jeg tager sollyset som et godt tegn. I dag venter der en udfordring, som jeg både har glædet mig til og egentlig helst vil være fri for. Det er et møde med min tidligere chef. Jeg ønsker noget feed back på, ikke at være blevet forlænget i min stilling som arkæolog.
Hun er rigtig rigtig sød, men sådanne situationer, hvor man skal være selviscenesættende og sælgende, er bestemt ikke min favoritbeskæftigelse. Jeg skal i det hele taget være bedre til at networke og markedsføre mig selv. Det ligger bare lidt fjernt fra en humanistisk mormor som mig.
Men hvad, i dag er et skridt på vejen. Og mon ikke jeg overlever? Specielt, hvis jeg lover mig selv en kage på vej hjem?

søndag den 18. september 2011

Om efterårs close ups...

Så er vi endelig i sommerhuset! Vi kom i går eftermiddags, stegte engang frikadeller til aftensmad og gik en god aftentur i kvarteret. Ungerne blev puttet og så stod den på Irish Coffees og dvdfilm. Vi fik endelig set "The Social Network", en god og tankevækkende film. Søndagsvejret er ikke noget at råbe hurra for, men det gør ikke noget. Der er masser af smukke ting selv i gråvejr. Man skal bare en smule tættere på.

lørdag den 17. september 2011

Om at have et skolebarn...

Det er en ret stor omvæltning pludselig at være forældre til et skolebarn. På godt og ondt. Det er morsomt at høre sin seksårige datter sige: "vi havde matematik i dag". Da jeg gik i skole hed det regning.
Ældstetøsen stornyder at gå i skole. Det forventede vi egentlig også, da hun er sådan en Kloge-Åge type.
Hvad vi ikke forventede var, at skolelivet ville have en effekt på vores weekender, som vi ikke er helt vilde med. Der er simpelthen børnefødselsdagen hele tiden! Som i (næsten) hver weekend! Altid lørdag eller søndag. Vi er de eneste, der har holdt en fredag. Det betydet, at vores weekender i sommerhuset desværre er blevet noget beskåret. Denne weekend skulle vi endelig der op fredag-søndag. Men! Så kom der endnu en børnefødselsdag. Lørdag fra 11-15. Ældstetøsen er henrykt, og jeg anerkender vigtigheden af at være sammen udenfor skoletiden, men hvorfor skal det være i weekenden? MIDT i weekenden? Heldigvis er det en dobbelt-fødselsdag i dag, så får vi da hugget to af.
Senere i eftermiddag går turen endelig, endelig til sommerhuset.
Hold on, I'm coming...

fredag den 16. september 2011

Om Det Uendelige Projekt...

Det er ikke et uendeligt projekt mere. Det er færdigt! Jeg vaskede det i går og det er allerede i brug.
Som billederne afslører, bestod projektet i et tæppe hæklet af oldemorfirkanter. 252 af slagsen som siden er syet sammen og tilføjet en hæklet kant.
Min veninde Lene lærte mig sidste år at hækle oldemorfirkanter. Jeg hæklede derefter på livet løs, indtil jeg gik død og holdt en laaang pause. I sommerferien fandt jeg projektet frem igen og nu er det så færdigt. Et tæppe som dette blev traditionelt hæklet af restegarn. Sådan noget har jeg ikke, så jeg besluttede mig for at hækle i 100% ren, ny uld. Ikke just det billigste garn, men det har den praktiske egenskab, at det kan komme en tur i vaskemaskinen.
Supersælgeren spurgte, om jeg er tilfreds med resultatet. Joh, tja, altså ja da! Der er selvfølgelig altid et par småting, men jo, jeg ER tilfreds. Det er nemlig enormt tilfredsstillende at færdiggøre sådan et kæmpe projekt.
Og nu savner jeg faktisk arbejdet med det. Jeg må i gang med noget andet. Jeg tænker vanter, masser af vanter i mit lækre islandske garn.

Om at have armene i vejret...

"Vi gjorde det" sagde Helle. JA SGU! Tillykke Danmark!
Og godnat forøvrigt :-)