fredag den 10. juni 2011

Om milepæle...

I dag havde vi en af slagsen. Ældstetøsen tabte sin første tand! Vi opdagede rokketanden for ca. 14 dage og i dag røg den altså ud. Det var helt udramatisk og involverede gudskelov kun en smule blod. Lillesøster erklærede, at hun var stolt af sin storesøster og både hul og tand blev beundret på behørigvis. Jo, det giver respekt sådan pludseligt at have hul i tandrækken.

Om Den Flyvende Kuffert...

Du tænker, at det er en forlystelse i Tivoli. Det er det ganske rigtigt. Men det er også et evalueringsværktøj i Københavns Kommune. Jeg har brugt formiddagen sammen med kollegaer, til at trække en genstand i kufferten og relatere genstanden til en god oplevelse med ledelsen. Jeg valgte en kaffedåse...

torsdag den 9. juni 2011

Om at fryse...

I går var der supervarmt og vindstille i Solderup. Jeg formåede endog at blive mildt skoldet på begge arme. I dag var vejret så sandeligt slået om. Det var koldt, regnede af og til og allerværst: det blæste en halv pelikan fra nord. Dette omskiftlige vejr gør det vanskeligt at påklæde sig det rigtige tøj. I dag havde jeg, som i går, bare ben i regnbukserne. Det blev på et tidspunkt for koldt, så jeg kapitulerede og iførte mig min mandlige kollegas lange underbukser i str. 2XL, som han havde efterladt sidst han var i Solderup.
Se, det varmede! Men nogen modepris vinder jeg vist ikke. Det sætter hængerøven og gylpen nok en stopper for. Indrømmet, jeg er praktiker frem for æstetiker.
Nu mangler jeg bare at fortælle Mads, at vi har delt underbukser.

onsdag den 8. juni 2011

Om velduft...

Mmm... pæoner fra haven.

Om nålen i høstakken...

Den er fundet! I dag fandt jeg en fin, lille knappenål af metal (formentligt messing) i jorden fra Gl. Strand. Jeg fandt også et fint dekoreret skår af enten fajance eller majolika. Mine med-soldersker fandt en møntlignende genstand, en sort perle og et stykke glas med ornamentik. Intet undgår vores øjne, vi er mestersoldere! Gad vide om man bør anføre det på cv'et?
Eller måske burde man starte en business:
"Har De brug for at finde nålen i høstakken? Ring straks til Mestersolderne A/S for et uforpligtende tilbud!"

tirsdag den 7. juni 2011

Om øresten...

Jeg fik lige lyst til at smide endnu et billede op af øresten fra fisk. Denne gang i tilnærmelsesvis close up. Vi finder forholdsvis mange af dem i jorden fra Gl. Strand. Jeg samler dem i en seperat pose og har efterhånden en nydelig samling.
På nettet har jeg fundet følgende om øresten fra fisk:

"Fisk har også en høresans. Ligesom hos pattedyrene sidder hørelsen i det indre øre - i det organ, der kaldes labyrinten. Labyrinten sidder godt beskyttet inde i kraniet. Inde i labyrinten er der 3 hulrum, som er beklædt med små sansehår. I hvert hulrum ligger der en lille øresten, som hviler på sansehårene. Ørestenene er lavet af kalk og danner vækstringe, efterhånden som fisken vokser. Man kan bestemme en fisks alder ved at tælle vækstringene i ørestenen.
De to af ørestenene reagerer på lydbølger, idet vibrationerne fra lydbølger registreres af sansehårene. Fiskens ører er bedst til at opfatte dybe toner. Lyde bevæger sig hurtigt og nemt gennem vand, så fisk kan høre lyde på meget stor afstand. Den tredje øresten i labyrinten hjælper fisken med at holde balancen. Den virker som et ligevægtsorgan og hjælper fisken til at finde ud af, hvad der er op og ned" (www.verdens-dyr.dk)

Ja, et eller andet skal man jo gå op i. Jeg har så valgt øresten fra fisk. Hvorfor? Tja, de skiller sig ud, rummer en del information og så er de pæne. Min kollega fortalte om en bekendt, der havde lavet sig et par øreringe af øresten. Hun var vist zoologistuderende eller noget i den dur. Jeg synes faktisk, at det er en god idé. Nørdet, men god.

mandag den 6. juni 2011

Om en god udsigt atter engang...

Denne gang er det ikke min egen udsigt men derimod min kære faders. Han har en lejlighed i Nyhavn med med en storslået udsigt over Nyhavn og en del af inderhavnen. Sådan en udsigt får mig til at længes til tiden, hvor ungerne er flyttet hjemmefra og Supersælgeren og jeg kan skifte parcelhuset ud med en lejlighed et fedt sted. Hvornår kan man tidligst opfordre sine unger til at flyve fra reden? 18 år? Så er der lidt over 12 år igen.
Jeg kan godt læse, at jeg virker lidt træt af mine unger for tiden. Og det er jeg måske også lidt. Eks: på et museum i Berlin får børnene lov til at få en bamse. En bliver glad og en insisterer på en ræv til 60 euro. 60! Og det ender i gråd da de onde forældre siger nej. Og sådan er det meget for tiden. Vi kan ikke helt ramme rigtigt. Måske burde vi tage på "tilbage-til-stenalderen-ferie" i Sagnlandet Lejre. SÅ ku' de lære det ku' de!