søndag den 1. januar 2012

Om Store Flyttedag...

Jeg har længe haft lyst til at samle mine online aktiviteter. Med op til flere hjemmesider og denne blog, blev det temmeligt tidskrævende at opdatere dem alle.
Derfor er det i dag Store Flyttedag og fra nu af foregår alt her:
http://www.johansensjournaler.dk/
Velkommen der!

Om en postkasses død...

Sådan så vores postkasse ud, da vi kom hjem for lidt siden. Sprængt i stykker. Så kunne jeg trods alt bedre lide, hvordan den så ud efter jul.
Vi havde endda forsøgt at undgå det ved at sætte en rugbrødsform med vand i postkassen.
Nu skal vi købe en ny postkasse, skaffe nyt husnummer og navnskilt. Og Modtageflexklistermærke og Nabohjælp mærke. Og ny rugbrødsform. Pis'oss. Møgunger!
Supersælgeren er mere afslappet omkring det end mig. Måske fordi han selv har et par postkasser på samvittigheden fra sine unge dage?

Om dagen derpå...

Efter en veloverstået Nytårsaften i godt og festligt selskab, står den nu på oprydning ude og inde.
Vi fejrede sædvanen tro Nytår hos min Fru Moder sammen med Søster T, Søster A og svogerne. Vi fik fantastisk mad og drikke, vi hyggede os meget og ønskede hinanden godt Nytår kl. 24 med bobler og kransekage (som smagte lige som den skulle). Vi fik også skudt det nye år ind på behørigvis.
Nu må vi se, hvad det nye år bringer. Personligt ønsker jeg mig mere stabilitet i mit arbejdsliv. Det starter ikke alt for godt, da jeg starter 2012 på dagpenge. Igen, igen, igen.
Men den positive vinkel er, at så kan det jo kun blive bedre. Så den vinkel antager jeg!
Godt Nytår til jer alle, må 2012 bringe hvad I ønsker jer!

fredag den 30. december 2011

Om kransekage...

Intet Nytår uden boblevand og kransekage kl. 24. I år tænkte jeg, at jeg ville forsøge mig med hjemmelavet kransekage. Med nougat. Resultatet er blevet rigtig godt. Eller i hvert fald den visuelle del. Hvordan den smager, får jeg først opklaret om små 32 timer. Uhm, det bliver svært at vente.

torsdag den 29. december 2011

Om søskendekærlighed...

En lang juleferie kan sandelig være anstrengende på alle måder. Men heldigvis har vores indtil videre været super rar. Vi har så at sige intet lavet. Eksempelvis har vi lige rejst os fra frokostbordet, her kl. 14.50.
Et andet plus er pigerne og deres forhold til hinanden. De leger simpelthen så godt sammen og er SÅ glade for hinanden. I dag sagde de: "Vi elsker hinanden for evigt". Det er da alle skærmydsler værd. Og tro mig, dem har vi også!     

Om strømpestrik...

Jeg har jo kastet mig over strømpestrikkeriet. Jeg har altid tænkt, at hvis man kan strikke strømper, ja så er man en RIGTIG strikker. Og det er sandelig også noget af en udfordring skal jeg love for. Det kan være, at opskriften er dårlig, men mon ikke det nærmere er en Fejl 40 (fejlen befinder sig 40 cm fra opskriften = migselv)? 
Jeg måtte i hvert fald have fat i Strømpehotlinen (= Fru Moder) flere gange samt mønstre al ledig hjernekapacitet for at knække gåden om hælstrikning. Men sørme om det ikke lykkedes. Yeah man! 
Ok, det bliver ikke den smukkeste strømpe i kongeriget, men den er heldigvis til mig selv og jeg skal slide den op skal jeg!

onsdag den 28. december 2011

Om lys i mørket...

Vores sommerhus ligger på landet. Ganske vist i en af landets største grundejerforeninger, men alligevel. Når her er mørkt, ja så er her mørkt! Her til aften gik vi udenfor med lommelygter og stjernekastere. Til stor fornøjelse for os alle fire.