onsdag den 19. oktober 2011

Om skjulte skatte...

Da min morfar døde, fik hans børn hver især en del ting fra hjemmet i Varminglund. Min mor fik en skønsom blanding af porcelæn, nips, møbler og smykker. Blandt smykkerne blev en del sorteret fra som legesmykker til ungerne. Der fandt jeg denne broche. En lille, fin hul broche med egeblade og agernmotiv. Jeg syntes den var sød, men lod den ligge i første omgang. Senere spurgte jeg Fru Moder og jeg måtte få den. Det måtte jeg.
Jeg nærstuderede den, og undrede mig over, at et bliksmykke havde sådan en kraftig lukkeanordning, rester af pudsecreme og ikke mindst stemplet BH. En Internetsøgning afslørede, at brochen er i 14 karat guld og fremstillet af guldsmeden Bernhard Hertz!
Der kan man bare se!
Det er historien om en af Boeslunderingene om igen*. Bare i mindre skala forstås.

* Ved anlægsarbejde på en mark i Boeslunde blev der i 1980 gravet et par guldringe op, uden at maskinføreren har opdaget det. Først da et par børn efterfølgende finder de to første ringe på i alt 1,2 kilo guld på markoverfladen, går det op for arkæologerne, at det lille markstykke gemmer på noget helt specielt.
På grund af den megen avisomtale guldfundet fik, kom en tredje ring kort efter for dagen, idet en dame nogle år forinden havde fået den med som en slags reservedel, da hun købte et gammelt messingstrygejern af en ældre mand fra egnen. Han troede, at den næsten et halvt kilo tunge ring var lavet af messing og foreslog, at køberen kunne få sat den på som håndtag til strygejernet. Så galt gik det heldigvis ikke, og ringen kom til Nationalmuseet, hvor den kan ses i dag.
Siden er der fundet yderligere guldringe i samme område.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar