søndag den 14. august 2011

Om kapers...

For et par uger siden lavede jeg saft af solbærene her i sommerhushaven. Meget tilfredsstillende. Bortset fra at ungerne ikke kan lide det. Siger de, for jeg fangede Ældstetøsen forleden. Jeg havde hældt den hjemmelavede saft over på en købe-saftflaske og spurgte hende om hvad hun synes om saften. "Er den hjemmelavet?" spurgte hun. "Nej" løj jeg. "Den smager godt" svarede hun. Hun blev lidt flov, da jeg fortalte hende at den VAR hjemmelavet.
Jeg kan dog godt huske, at jeg selv ikke var lige begejstret for alle mine forældres hjemmelavede produkter. Specielt rugbrødet blev aldrig en favorit. Beklager mor og far!
Nu har jeg så "glædet" min familie med hjemmelavede kapers af umodne hyldebær. Præcis som man gjorde under krigen. Da jeg fortalte Supersælgeren om mit projekt udbrød han: "Hvorfor fanden dog det? Et glas koster seks kr. i Netto!" Bevares, hvad blev der af glæden ved naturens gaver og fornøjelsen ved hjemmeproduktion? Den forsvandt sgu sikkert på vej til Netto!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar