søndag den 13. november 2011

Om en dag i DRbyen...

I går tilbragte jeg hele dagen i DRbyen i Ørestaden. Årsagen er, at jeg i en årrække har været medlem af P4 Københavns Dialogforum. Hvert år mødes alle Dialogfora fra hele landet til den såkaldte DRdag, hvor DR bliver diskuteret på kryds og tværs.
Dagen startede med oplæg fra DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen og generaldirektøren Maria Rørbye Rønn. De fortalte om strategien for de næste fire år. Derefter var der spørgsmål fra salen. Flytningen af morgenandagten fyldte (alt for) meget synes jeg. Men jeg er jo også hedning, så jeg var ikke engang klar over, at der var en morgenandagt.
Efter spørgetimen var der en overdådig frokost i DRs kantine. Så var der kaffe og chokolade og derefter startede arbejdet i forskellige temagrupper. Jeg deltog i en gruppe om DR1. Her blev tidligere, nuværende og fremtidige programmer diskuteret. Der var lidt for meget brok og lidt for lidt konstruktiv kritik til min smag.
Efter temagrupper var der atter kaffe og kage og så startede DRs obligatoriske Public Service høring i Koncerthusets studie 4 (det røde studie). Her var der atter oplæg fra Michael Christiansen og Maria Rørbye Rønn samt fra bl.a. Monica Krog-Meyer, Emil Thorup og Jette Beckmann.
Efter atter en spørgerunde, sluttede høringen af med skønsang af DRs Pigekor. Så var der snacks og sandwich, til de brødflove.
En rigtig god dag i fantastiske omgivelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar