fredag den 23. september 2011

Om smølfer...

Jeg har blå strømpebukser på i dag. Det gav mig mulighed for at tage lidt fis på pigerne. Hvad der dog skulle vise sig at blive til stor morskab for andre på min bekostning.
Vi stod i en lang kø i supermarkedet efter bl.a. at have handlet fredagsslik og pigerne var lidt utålmodige. Så kom jeg på at fortælle dem, at jeg havde drukket smølfesaft og derfor havde fået smølfeben. Først gloede de på mig og mine ben. Derefter trak Yngstetøsen (of course) resolut min kjole et godt stykke længere op end jeg brød mig om, for at tjekke hvor lange smølfebenene strakte sig.
Da jeg havde erkendt, at det bare var blå strømpebukser, spurgte jeg, hvilken smølf de troede jeg ville have været, hvis det var. "Gammelsmølf" sagde Ældstetøsen lidt for hurtigt. "Eeejj" sagde jeg. "Ok, så Dovensmølf".
Og jeg der gik efter Smølffine...
Jeg tror måske, at jeg må trøste mig med fredagsslikket. Muhahahaaa!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar