søndag den 10. juli 2011

Om glimt fra en gåtur...

Vi tilbringer også denne weekend i vores elskede sommerhus. Vi kørte hjemmefra fredag efter aftensmaden. Så er myldretidstrafikken overstået og vi kan køre herop på ca. 40 minutter. Vi har så to overnatninger heroppe hvilket gør, at vi føler det som en miniferie hver gang. I år har vi også været bedre til at lave ingenting. Vist skal græsset slåes omtrent hver gang, men det er også den eneste pligt vi har. Ellers nusser vi for det meste bare rundt. Skifter lidt mellem solvognen, hængekøjen og bænken. Hopper trampolin eller går ture i kvarteret. Vi har netop været på en lille tur, en runde som vi kalder det. Der er så mange kønne steder i Hornsherred, som jo er et kuperet landskab mellem Isefjorden og Roskilde Fjord. Det er en fryd for øjet såvel som balsam for sjælen. Jeg glæder mig til snart at kunne tilbringe det bedste af to uger heroppe i sommerferien.
Tænk, at man i vores materialistiske samfund kan være så lykkelig i 30 km2 hus og 12 km2 soveanneks. Tankevækkende ikke?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar