søndag den 3. juli 2011

Om skybrud...

Selv om vi heldigvis slap for vandskader i både hus og sommerhus, så kunne Facebook afsløre, at flere af vores venner ikke var sluppet så nådigt. En havde 48 cm vand i kælderen, en anden havde fået ødelagt 100 kg bøger også på grund af vand i kælderen. Også i medierne kunne vi høre, at det havde været slemt. Blandt andet med vand på motorvejen. Vores rute fra sommerhuset var ikke berørt, men vi kunne høre i radioen, at en af "vores" afkørsler, afkørsel 22 Gl. Køge Landevej var spærret pga. vand. Det måtte vi simpelthen bare se, så vi kørte op på motorvejsbroen på Gl. Køge Landevej, hvor der stod en del og kiggede i forvejen. Og sikke et syn! Jeg havde da regnet med en del vand, men det VAR HELT VILDT så meget der var! Og der stod en personbil strandet omtrent midt i. Beredskabskorpset var i fuld gang med at pumpe vand væk. De kommer til at være der længe tror jeg.
Hjemme i haven var vores 50 mm regnmåler løbet over!
Jeg har også tænkt på udgravningshullet på Kgs. Nytorv. Det må næsten være fyldt med vand. I Solderup er der garanteret ingen skade sket, vi er jo vant til vand en masse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar