Det så mærkeligt at forsætte hverdagens gøremål, når man netop har fået en trist besked. Ikke desto mindre er man jo nødt til det. I går, efter at have fået meldingen om min Mofs død, var jeg nødt til at fortsætte med at lave aftensmad. Ungerne kunne se, at jeg var var ked af det og jeg forklarede, at det var fordi Oldefar var død. Yngstetøsen spurgte om det var fordi hans batterier ikke duede mere. Og ja, det kan man vel egentlig godt sige. Det var nok forklaring for dem, hvorefter de legede videre. Verden er så ukompliceret når man er barn.
I dag er vi i sommerhuset, hvor pigerne netop har plukket røde skovjordbær i haven. Jo livet går videre, men tankerne går ofte til Varminglund, hvor jeg vil mindes min Mof i stedet for hans sidste tid på hospitalet, hvor han kun var en skygge af sig selv. Jeg vil mindes den jyske bonde som elskede sin beskedne tilværelse på sin lille gård i Sønderjylland. Han var en af de sidste af sin slags.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar